Kuratorisk introduktion til Martine Jacobs’ grundlæggende 1998-samling af Cansu Waldron 

Martine Jacobs’ digitale praksis opstår fra et øjeblik, før sproget, markedet eller institutionelle rammer for \"digital kunst\" eksisterede.

Hendes arkiv med mere end 350 værker skabt mellem 1998 og 2007 er et af de mest følelsesladede og oversete legemer af tidlig internetkunst - en optegnelse af, hvordan folk følte online, mens den digitale verden tog form.

Det, der er så relevant i dag, er, at det ikke følger den dominerende fortælling om digital kunst i sin tid.

I stedet præsenterer det en dybt personlig feministisk intervention i det tidlige web. Mens meget tidlig netkunst fokuserede på kode, konceptualisme eller softwareæstetik, vendte Jacobs sig mod protest, spiritualitet, begær, sorg og de intime følelsesmæssige liv for kvinder.

Hun byggede et visuelt sprog for følelser i et øjeblik, hvor internettet endnu ikke havde lært at rumme følelser, og insisterede på, at sårbarhed ikke var en svaghed i det digitale rige, men en form for forfatterskab.

 Denne positionering placerer Jacobs inden for en parallel linje af feministisk digital praksis, der endnu ikke er blevet fuldt historiseret.

Længe før sproget for digital identitet, kollektiv historiefortælling eller Web3-fællesskaber dukkede op, brugte hun allerede internettet som et følelsesmæssigt fællesskab - et rum, hvor delt sårbarhed blev en kilde til forbindelse og stille magt.

Af denne grund er hendes arkiv ikke kun relevant for institutioner som The Feminist Institute, men essentielt for at forstå rødderne til nutidige kvindefokuserede digitale fællesskaber, herunder World of Women.

 Jacobs’ indtræden i digital kunst begyndte i 1998, da adgangen til en Pentium II-computer og tidlige versioner af Adobe og Paint Shop Pro tilbød, hvad hun beskriver som \"komplet frigørelse.\" Klassisk uddannet i kul og pastel, genkendte hun straks potentialet i digital manipulation - dens evne til at lagre, forvrænge og genforestille billeder med hidtil uset hastighed.

Mens jævnaldrende afviste computeren som kold eller uægte, nærmede Jacobs sig det som et sted for intimitet og fyldte digitale billeder med varmen fra hendes analoge sensibilitet.

Denne blanding af følelsesmæssig sårbarhed og modstandsdygtighed definerer Jacobs’ arkiv, hvor intimitet, sorg og åndelig søgen konvergerer i en radikal påstand om kvindelig handlekraft.

Hendes arbejde behandler det tidlige internet som et rum for delt følelse, hvor sorg, empati og refleksion kunne eksistere åbent og kollektivt.

I en tid hvor traditionelle medier kæmpede for at formidle storstilet sorg, trak hendes digitale portaler over 100.000 besøgende, og skabte et tidligt, horisontalt følelsesmæssigt fællesskab.

Gennem arkivet viser Jacobs, at sårbarhed ikke er svaghed, men en form for forfatterskab, og at kvindelig styrke ikke behøver at være begrænset af frygt, samfundsmæssige forventninger eller teknologiske grænser.

Hendes praksis forudser nutidige bevægelser, der genvinder myte, identitet og magt, og demonstrerer, at de følelsesmæssige, politiske og åndelige indsatser i digital kunst er uadskillelige fra dens medium.

Alle disse værker får ny betydning nu, hvor arkivet formelt er blevet bevaret af Internet Archive.

Efter år med at risikere at forsvinde gennem forældede grænseflader, udløbne software og browserbegrænsninger markerer denne anerkendelse et vendepunkt - og etablerer Jacobs’ praksis ikke kun som digital kunst, men som en historisk optegnelse af digital følelse.

Dette er betydningen af Martine Jacobs’ arkiv: det afslører de følelsesmæssige, feministiske og politiske rødder, der fortsat former digital kunst i dag. Det viser, at en af de vigtigste historier fra det tidlige web skete uden for den dominerende fortælling, skabt af en kvinde, der bruger digitale værktøjer til at kortlægge de indre landskaber i en verden i overgang.

 

Kvinden vil græde blod (1998)

 

Digital komposition / Følelsesmæssig surrealisme / Antikrigsprotest

Kvinden vil græde blod er et digitalt komposition protestkunstværk skabt i 1998 ved hjælp af Paint Shop Pro på et Pentium II-system. Et nærbillede af en kvindes ansigt dominerer kompositionen - hendes øjne er store, vipperne er overdrevet, huden er stiliseret i røde og orange nuancer. Et militærfly skærer vandret over hendes ansigt, der ligner en stealthbomber, dens tilstedeværelse både bogstaveligt og symbolsk. Den surrealistiske juxtaposering fremkalder temaer om overvågning, vold og følelsesmæssig brud.

Dette stykke er en direkte protest mod krig og militariseret spektakel. Kvindens blik er frosset, men de underforståede tårer - blod - signalerer traume, krænkelse og psykisk invasion. Flyet bliver en metafor for indtrængen, dominans og udslettelse af følelsesmæssig indre liv. Skabt i præ-platform æraen står dette værk som et tidligt digitalt relikvie af feministisk modstand, følelsesmæssig vidnesbyrd og symbolsk konfrontation. Det tilhører Martine Jacobs’ Emotionale Surrealworks og Protest Ikoner konstellationer, hvor kroppen bliver et sted for politisk og åndelig brud.

 konfrontation

Cansu Waldron: “Disse anonyme samlinger tillod sorg at blive delt uden hierarki eller spektakel, og forudså de følelsesmæssige infrastrukturer på internettet, som vi nu tager for givet. Denne impuls finder sin mest direkte udtryk i Kvinden vil græde blod. Oprettet som svar på en irakisk ministers erklæring under Golfkrigen, lægger værket en kvindes øjne over et krigsfly, der sammenbringer privat følelser og geopolitiske vold i et enkelt, kompromisløst billede. Efter 9/11 fik det en utilsigtet profetisk resonans. Dets styrke ligger i dets nægtelse af at distancere lidelse - sårbarhed her konfronterer autoritet i stedet for at give efter for den."